23948sdkhjf

Solcreme og afskedigelser præger Matas' sommer

Matas har øget salget i sit første kvartal, hvor man har mærket effekten af den varme og solrige sommer.

Matas har øget sin omsætning i første kvartal - de tre måneder, der sluttede med juni. Den varme sommer har givet medvind i salget, men regnskabet er ikke uden knaster.

Samlet omsatte Matas for 843,8 millioner koner i første kvartal, 13 millioner kroner mere end i samme periode sidste år.

- Væksten er først og fremmest drevet af den oprustning på matas.dk, vi igangsatte i starten af året. 

- Den solrige forsommer har samtidig givet et markant løft i solcremesalget, skriver administrerende direktør Gregers Wedell-Wedellsborg i regnskabet.

Men resultatet er faldet, da der er givet fratrædelsesordninger. Før skat tjente Matas 90,8 millioner kroner i kvartalet mod 94,9 millioner kroner i samme periode sidste år.

- På grund af ekstraordinære fratrædelsesomkostninger i forbindelse med omstrukturering af ledelsen, blev periodens resultat efter skat en smule lavere end samme kvartal sidste år, skriver Gregers Wedell-Wedellsborg.

Det fortælles ikke, hvilke fratrædelser der tales om. Men sidste år i august fyrede Matas sin daværende topchef, Terje List.

Han havde et opsigelsesvarsel på 18 måneder, hvilket svarede til godt 10 millioner kroner.

- Der blev i kvartalet afholdt engangsomkostninger på 4,8 millioner kroner i forbindelse med fratrædelser i ledelsen på hovedkontoret, skrives der i regnskabet.

Matas hæfter sig i regnskabet mere ved, at der rent faktisk er omsætningsvækst i butikkerne og ved at komme gang i salget over internettet.

- I starten af året iværksatte vi en digital vækstplan under overskriften Matas 4D, blandt andet for at gøre det hurtigere og nemmere at handle på matas.dk. 

- Som et led heri har vi nu introduceret dag til dag levering i hele landet, mens vi i Storkøbenhavn kan levere samme aften til kunder, der bestiller inden klokken 15. Kunderne har virkelig taget det til sig og e-handelssalget er vokset 50 procent i kvartalet, skriver Matas.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11